Herning vil gøre store events mere bæredygtige

Herning Kommune skal stå i spidsen for et nyt dansk-svensk samarbejde, der skal gøre store events mere bæredygtige. Projektet Circular Event Transition (CET) samler ni partnere fra Danmark og Sverige om at udvikle løsninger, der kan reducere forbruget af materialer og ressourcer.
Borgmester i Herning Kommune Dorte West ser frem til samarbejdet:
"I Herning er vi stolte af at være værtsby for store events, der samler mennesker og skaber oplevelser. Men vi er også bevidste om det ansvar, der følger med, når det kommer til klimaaftryk. Derfor glæder det os at blive en del af dette EU-samarbejde. De grønne udfordringer kalder på nye løsninger og stærke partnerskaber. Det er gennem samarbejde, vi skaber de største forandringer, og det ser vi frem til at bidrage til," siger Dorte West, borgmester i Herning Kommune.
I løbet af projektets tre år skal syv udvalgte events fungere som testmiljøer for nye løsninger. Indsatsen skal blandt andet handle om affaldshåndtering, genbrug af materialer, alternativer til engangsprodukter, tekstilgenanvendelse og mindre affald.
Der skal også udvikles initiativer, som engagerer medarbejdere, frivillige og publikum i den grønne omstilling.
Direktør for Bæredygtig Herning, Thea Lyng Thomsen, fremhæver betydningen af samarbejde på tværs af eventbranchen:
"Vi er enormt stolte over, at vi har landet CET-projektet. Vi har sammen med flere af vores medlemmer og lokale partnere arbejdet gennem de sidste år på netop udfordringerne omkring vores events. Vi glæder os til at sætte turbo på den unikke kraft, som de store events har til at skabe forandring. Når vi skal lykkes med at skabe mere cirkulære events, kræver det, at vi ser på hele kæden og får forskellige aktører til at arbejde sammen," siger Thea Lyng Thomsen, direktør for Bæredygtig Herning.
Herning Kommune er projektets lead partner, mens Göteborg & Co. koordinerer den svenske del. Erfaringerne og værktøjerne fra projektet skal samles og deles, så andre eventarrangører også kan bruge dem.
Faktaboks
Projektet hedder Circular Event Transition (CET).
Ni partnere fra Danmark og Sverige deltager.
Syv store events skal fungere som testmiljøer.
Projektperioden er 1. august 2026 til 30. juni 2029.
Det samlede budget er 1.420.944 euro.
Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak støtter projektet med 852.550 euro, svarende til 60 procent af finansieringen.






Accepter kun nødvendige cookies